Hvad skal du nu?

Så jeg løber fra det spørgsmål. Går meget i byen, drikker rigtig meget, og ryger hash. Der skal bare ske alt muligt andet. Jo mere jeg løber fra det, jo hårdere bliver det; at svare på det spørgsmål.

Der er gået et år siden gymnasiet sluttede. Jeg arbejder 5 dage om ugen i en restaurant. Vi går i byen hver aften efter arbejde, for vi skal alligevel først møde kl. 17 dagen efter.

Jeg er flyttet ind i min egen lejlighed. Det er meget nyt for mig at bo alene. Jeg skal ikke stå til ansvar for nogen. I min lejlighed ryger jeg rigtig meget alene. Det har jeg ikke gjort før. Men jeg har brug for at lukke af for nogle ting, jeg ikke ved hvad er.

En morgen vågner jeg, og det går op for mig at jeg har mistet kontakten med mine gamle venner. Jeg har ikke set dem længe. Lige nu arbejder jeg kun, og er sammen med de samme 2-3 mennesker, som jeg ryger og drikker med, hver dag.

Jeg kan ikke være, som jeg plejer. Jeg kan ikke holde styr på mine tanker, jeg kan ikke tage min opvask, jeg har ikke noget overskud.

Sidste gang vi så hinanden, mig og mine gamle venner, kunne jeg slet ikke overskue at snakke med dem; jeg var helt tom i hovedet. Vi har ellers kendt hinanden i mange år, og vi plejer at passe på hinanden, og være sammen uden at drikke og ryge. Nu er det så akavet mellem mig og dem. Jeg kan ikke snakke med dem, vi kan ikke holde en samtale kørende.

Jeg bliver vildt ked af det, og prøver at ringe til min læge. Det er svært for mig, for jeg ved ikke hvordan jeg skal sætte ord på det. Jeg har aldrig været god til at sige ting højt. Jeg er ikke vokset op i en familie der taler om, hvordan de har det.

Jeg føler mig dum, drikker alt for meget. Tankerne myldrer hele tiden. Jeg føler ikke glæde. I stedet går jeg i byen, forsvinder fra verden. Gør sindssyge ting. Jeg forstår ikke hvorfor.

Jeg bliver sendt frem og tilbage mellem psykiatere og distriktspsykiatrien. De snakker om, at jeg har en depression; måske er det noget bipolart. Jeg ved ikke hvem jeg taler med eller hvordan de kan hjælpe mig. Jeg snakker med en læge, som mener, at det er svært at hjælpe mig når jeg drikker så meget og ryger hash, og nogle gange også tager stoffer. Vi bliver enige om at jeg skal starte med at få hjælp med det. Hun nævner nogle forskellige muligheder.

Jeg kender U-turn fra gymnasietiden. Engang var de ude og tale i vores gymnasieklasse, fordi der var rigtig mange der røg.

”Jeg tror bare man skal dukke op”, siger lægen.

Dagen efter cykler jeg ind til U-turn. Jeg står i døren, får øje på en kvinde.

”Jeg ville bare høre, om der var nogen, jeg kunne snakke med?”

”Ja, kom du bare ind”, siger hun.

Hun følger mig ind i et hyggeligt rum med sofaer og giver mig en kop kaffe. Vi snakker i halvanden time. Med hende er det ikke svært at fortælle om mine problemer. Da jeg går ud derfra, er jeg meldt ind i kvit-gruppen og træningsgruppen.

I kvit-gruppen beslutter man sig for, sammen med de andre unge i gruppen, enten at stoppe med at ryge hash eller drikke eller tage stoffer i de to måneder det varer. Jeg beslutter mig for både at stoppe med at ryge og drikke. Jeg er meget nervøs, for i gruppen skal jeg tale foran folk, og det kan jeg ikke ret godt lide, men det er dejligt at sidde rundt om bordet, og man skal kun sige noget hvis man har lyst. Det er rart at lytte til de andre snakke, og så lige pludselig tænke nogle nye tanker om det med at ryge hash.

”jeg glæder mig til jeg skal drømme igen”, er der en der siger.

”Drømme igen?”, siger jeg.

”Ja, altså når du ryger meget, mister du jo evnen til at drømme”.

”Gud”, siger jeg.

Jeg har ikke tænkt over, at jeg ikke har drømt i 2 år. Når man stopper med at ryge, går der 2-3 uger, og så kommer drømmene tilbage for fuld hammer. Det kan virke som lucide drømme, og det kan virke meget kraftigt. Det sker også; en morgen vågner jeg op og er helt rundt på gulvet, fordi jeg har haft de her drømme, hvor jeg kunne kontrollere alt, hvad der skete.

Der er så meget man ikke tænker over at man mister, lige pludselig.

Til samtalerne med min behandler kan jeg næsten ikke sige mit eget navn, eller forklare, hvad der er galt. Bare at det er galt. Jeg sætter et mål: jeg vil have mine sociale kompetencer tilbage. Jeg vil gerne kunne sidde sammen med andre mennesker og følge med i samtalen igen. Det skal ikke være en belastning for mig at være sammen med mennesker.

Jeg går til samtaler hver anden uge i U-turn. Det er en stor hjælp, da jeg skal lære at sætte ord på hvad jeg føler. Det er en hjælp jeg ikke har kunne få før, fordi jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt.

Inden jeg kom på U-turn, har jeg været hos mange læger. Jeg har skulle fortælle min historie mange gange, hvilket er utrolig hårdt og udmattende. På U-turn kan jeg bare komme ind og snakke om alting: hvorfor min uge har været god, og om ting som slet ikke har noget med hash at gøre. Størstedelen af vores samtaler handler egentlig ikke om mit forbrug, men om de ting omkring mig, som får mig til at ryge. Vi snakker om fremtiden, og om at det er hårdt at jeg ikke ved hvad jeg vil, og at folk hele tiden spørger ind til det.

Min behandler laver et møde med U-turns psykiater. Det er første gang, jeg føler, at jeg bliver forstået. Vi snakker længe, og han mener, at jeg har ADHD. Han hjælper mig med at få overblik over, hvad det betyder for mig, hvad jeg skal gøre. Jeg kan mærke lettelsen over at genkende mig selv i det han siger. Nu kan jeg gøre noget.

Jeg er også med i træningsgruppen i U-turn og bruger min krop fysisk igen.

Efter træning spiser vi og sidder i gården og snakker med hinanden om alt muligt. Stille og roligt kan jeg snakke med folk igen, og det er kæmpestort for mig, fordi det igen er dejligt at sidde og snakke med de andre. Det bliver et safe-space for mig herinde. Når jeg er her, tænker jeg ikke på at drikke eller ryge. Jeg kan være social uden alkohol og uden hash. Det er en utrolig dejlig følelse ikke at skulle have et glas vin for at være bare lidt interessant at høre på.

En dag overhører jeg, at de skal på fisketur i U-turn.

”Den tur skal jeg med på”, tænker jeg.

Jeg har besluttet mig for at tage imod al den hjælp jeg kan, for det har kun været godt siden jeg kom ind ad døren. Kutteren ligger nede i Havnen, lige ved siden af, hvor jeg bor.

Det er egentlig ikke fordi jeg vil lære at fiske, så jeg tager bare med fordi det lyder hyggeligt, og så kan jeg snakke med nogle mennesker.

Så fanger jeg min første fisk. Det er første gang jeg oplever det dopamin-kick, som jeg ellers kun har oplevet med stoffer og alkohol.

Efter det er jeg med hver gang U-turn er ude at fiske. Når jeg sejler, står tiden stille. Jeg kan mærke, at jeg begynder at nyde nuet igen.

Jeg bliver bedre til at fiske. Folk giver mig komplimenter for altid at fange noget. Jeg har aldrig været god til noget særligt, jeg giver hurtigt op, når jeg prøver noget nyt. Men fiskeriet er anderledes. Det har bevist overfor mig, at jeg godt kan blive god til noget, hvis jeg holder ved.

Når vi er ude at sejle er det lige meget hvem du er: når der er en, der fanger en fisk, så råber alle af begejstring. Der er en meget stor fællesskabsfølelse når vi sejler og fisker sammen. De fleste vil med igen, når de først har været ude.

Mange af de ting vi snakker om her, er der ikke rigtig plads til at tale om andre steder. Man kan være som man er, og have det som man har det. Jeg kan mærke hvor stor en forskel det gør at have det her fællesskab. Når jeg tænker på alle de venner jeg har, som ryger og drikker for meget, ville jeg ønske, at de også kunne være her og opleve det.

En dag er vi ude at fiske, og jeg fanger en masse. Senere tager jeg ud til min familie i kolonihaven, og vi laver fish and chips sammen ud af de torsk jeg har fanget. Jeg har ikke rigtig haft noget godt at sige til min familie i løbet af de sidste 3 år. Det er ikke fordi vi ikke er tætte, men vi snakker ikke så meget om ting. Man passer lidt sig selv, og aftensmaden er som regel ret hurtigt overstået. Når vi laver mad af de fisk jeg har fanget, samler det os. Jeg sender billeder af fangsten til min bror, som bor langt væk, og jeg ved at han bliver glad på mine vegne. Vi er ikke ret gode til at have de der dybe samtaler. Men når jeg har fanget fisk, sætter vi tid af til at forberede den i fællesskab og bare være sammen.

Jeg er holdt op med at ryge og drikke. Det har taget et år at komme om på den anden side af det. Det tager den tid det tager, siger de. Jeg har lært at registrere og forstå, hvordan jeg har det. Hvad jeg overhovedet føler.

Efter jeg har fået min egen fiskestang, er jeg begyndt at fiske selv. Jeg skal snart ikke være i U-turn længere, men jeg kan stadig fiske når jeg vil. Det er mit nye safe-space. Når jeg fisker møder jeg nye mennesker, er pludselig med i nye fællesskaber. Til familiefesterne fortæller jeg om fiskeriet. Det er dejligt at kunne fortælle om noget jeg er stolt af, i stedet for at være bange for, at nogen spørger mig: ”Hvad skal du nu?”