Brevet | U-turn

”Den aften blev du, hash, min redningsvest, eller min gift. Jeg havde brudt alle reglerne og hoppede direkte ud i vandet. Med dig kunne jeg lige trække vejret, men det blev til en rejse kun med dig.”

Du sidder altid på min skulder og prøver at trække mig tilbage. Jeg er din men du er ikke min.

Det er ikke kærlighed mere.

Du hjælper mig stadig, men du ødelægger mig også. Jeg føler vi har siddet alene på sofaen, i mørke, de sidste 9 år. Alle de gode ting er glemt i forhold til alt det dårlige, der hvisker mig i øret hver dag.”

”Vil du ikke prøve at gøre noget for mig?”, siger min kæreste. Vi er lige flyttet sammen. Det var egentlig ikke meningen, men det er meget godt. Der er lock-down.

”Vil du ikke prøve at holde op med at ryge? Du kunne måske melde dig til i U-turn?”

Jeg siger ja.

Efter jeg er flyttet, skal jeg pludselig tage mig sammen, mærke hvordan det er at være voksen. Jeg beslutter mig for at støvsuge, men sidder i stedet og kigger gamle papirer igennem. Jeg bliver nemt distraheret. Vi ryger begge to meget. Hun taler om U-turn. Hun døjer med sine egne ting. Min bror har været i U-turn. Jeg har aldrig tænkt, at det var noget jeg skulle.

Dagene går. Hun spørger til det, men jeg gør ikke noget ved det.

Når jeg ryger bliver alting dæmpet, som om der er et filter på. Det er som om mine tanker bliver organiserede, cirklen bliver mindre. Da jeg boede hos mine forældre, boede jeg i kælderen med mine brødre. Om morgenen vågnede jeg tit op til lugten af min storebror, satte mig op i en kaosfornemmelse, røg en joint og spillede klaver i et par timer.

Der er en fuldkommen afklarethed ved at sidde og spille klaver og være skæv. Jeg selvmedicinerer mig. I familien er der en hård tone imellem os, men også et stort sammenhold. Vi har en dårlig dialog, er meget uden på tøjet overfor hinanden. Men mine forældre har accepteret det, mig og mine brødres misbrug, eller givet op på det. På en måde er jeg virkelig sur over, at de ikke blander sig mere i, hvad jeg laver. Vi har altid levet højt på vores festmentalitet i min familie. Efter jeg er flyttet, kan jeg se hvor mange lavpraktiske opgaver der findes, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse. Jeg har ikke ret meget struktur. Til gengæld har jeg virkelig lært at begå mig socialt, passe ind mange steder og stille de rigtige spørgsmål. Jeg klarer mig godt i gymnasiet.

Mig og min kæreste har en dårlig aften. Vi er helt vildt oppe at skændes. Jeg kan mærke, det er afgørende, at jeg gør noget. Jeg lover hende at starte på U-turn. Jeg har virkelig ikke lyst, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en frygt for at tage fat i mig selv. Jeg er ugidelig, og synes egentlig ikke jeg har brug for det.

Jeg skriver til U-turn, får en samtale. Jeg dukker op, bliver mødt af en kvinde i døren. Hun byder mig indenfor, er utrolig nem at snakke med. Jeg har talt med psykologer før, og det er rart at tale med nogen. Behandleren i U-turn forstår mig, vi har en virkelig god samtale. Hun fanger mig, og jeg kan mærke mit behov for at tale om tingene mere tydeligt end før.

Jeg går til samtaler hver torsdag. Til at starte med handler det ikke så meget om hashen. Det er mere generelt. En dag nævner hun Kvit-gruppen for mig. ”Nej, nej, nej”, siger jeg. Jeg er slet ikke klar. Jeg forestiller mig en gruppe mennesker der sidder i en cirkel i et gråt rum, og bare hiver hinanden ned.

En aften mødes jeg med en gammel veninde. Jeg skal hjælpe hende med at lære noget på klaver. Bagefter falder vi i snak. Hun har haft et stort coke- og MDMA-misbrug, og hun havde været lidt i den samme proces som jeg var i nu. Hun havde heller ikke gidet det med grupper, men så var hun endt med at gøre det alligevel, og det havde ændret det hele for hende.

Jeg fortæller min behandler, at jeg gerne vil starte i kvit-gruppen. Der går nogle dage. En morgen vågner jeg ved at telefonen ringer. ”Du skal starte på mandag”, siger hun. ”Og du skal være sikker på at du gerne vil stoppe”. Jeg ligger der med tømmermænd, fremstammer et ”ja, ja, jeg vil gerne

stoppe”. Stilhed. ”Er du sikker?”, spørger hun. Lang pause. ”Nej,” siger jeg, ”jeg kommer nok ikke til at stoppe lige nu”. Hun er sød og forstående, kan godt høre på mig at jeg ikke er klar.

I stedet kommer jeg i Aftengruppen, hvor vi mødes og snakker. Jeg er ikke holdt op med at ryge, men der er et godt sammenhold. De andre er, på godt og ondt, meget givende at snakke med. Jeg elsker at få andre menneskers input og perspektiv, og fra første dag deler de andre frit deres tanker om, hvorfor de gør som de gør, hvad de tænker om deres forbrug af hash og alkohol. Vi kan spejle os i hinanden. Vi skal lave en øvelse med nogle billeder, som ligger spredt ud på et bord. Ud af alle billederne vælger vi hver især to, der skal repræsentere, hvor vi er og hvor vi gerne vil hen. Øvelsen rammer os alle sammen på én gang, og vi begynder at se, hvor meget vi har til fælles. Stemningen er meget loose. Efter en halv time er der rygepause, og vi står og snakker videre i gården.

Efter gruppen er slut mødes jeg med mine brødre og ryger en joint. ”Kommer du ikke lige fra U-turn?”, spørger min ene bror. ”Hvad laver du?” ”Det er jo ikke lige nu, jeg stopper”, siger jeg bare.

Da jeg var barn, vågnede jeg tit op til et hus fuld af halvtomme flasker, som det tog min mor hele dagen at rydde op. Der er efterhånden mange, der har sagt til hende, at hun er en dårlig mor. Selvom festen har været god, er det dét, jeg kan se i hende, mens hun går og rydder op.

Senere flyttede de til Paris og blev der i 5 år. Min mor har altid haft gang i mange projekter. Min far skriver. De har deres eget liv, deres egne kampe. Der har altid ligget en kæmpe værdi i, at vi ikke var en helt ordinær familie, som måske var gode til at vaske gulve og holde orden, og sikkert havde været ret tamme. Nu er det som om, vi alle sammen skal deale med det liv, vi har levet som familie, vores boheme-liv. Der er ikke særlig meget format i at sidde og ryge joints i kælderen mere. Vores forældre er begyndt at kigge indad, i stedet for at være efter os. Efter min mor har fået en hund og er begyndt at gå til psykolog, er de begge to holdt op med at ryge og drikke. Der er en anden, bedre stemning i huset.

Vi har en bog hver, som vi skal skrive i. Det hører med til aftensgruppens øvelser. Når jeg åbner den, kan se jeg de ting jeg skrev for en uge siden, en måned siden: ting, du gerne vil når du ikke ryger mere; grunden til at du ryger; personer der har fyldt i dit liv - sådan nogle ting. Jeg sætter musik i ørene, og sidder og skriver. Jeg prøver at være ærlig når jeg skriver i bogen. Den hjælper mig med at kunne se mig selv udefra.

I dag er øvelsen, at vi skal skrive et brev. Brevet er til vores hashmisbrug. Det er første gang, jeg ikke kan få greb om at skrive i bogen og løse opgaven. Jeg vil gerne lave øvelsen ordentligt, men kan ikke få formuleret mit forhold til at ryge på en klar måde. Jeg har ikke lyst, og får skrevet et halvdårligt brev til mig selv. Vi skal læse brevene op for hinanden. De andre går i gang med at læse deres breve til hashen op på skift. De har virkelig haft et flow med den her opgave, kan jeg høre. De har formuleret det på en måde, som rammer mig. Jeg kommer til at tænke på en gammel ven, jeg ikke ser så tit. Sidst vi skulle ses, aflyste jeg for at ryge en joint i stedet for. Jeg får pludselig en vild fængselsfornemmelse. Jeg kan ikke selv sætte ord på det, men det kan de andre i gruppen.

Du sidder altid på min skulder og prøver at trække mig tilbage. Jeg er din men du er ikke min.

Det er ikke kærlighed mere.

Du hjælper mig stadig, men du ødelægger mig også. Jeg føler vi har siddet alene på sofaen, i mørke, de sidste 9 år. Alle de gode ting er glemt i forhold til alt det dårlige, der hvisker mig i øret hver dag.”

Det er forløsende, at nogen har kunne sætte ord på, hvordan det føles at være i et forhold med hash, som jeg virkelig kan genkende. Mens brevene bliver læst højt, vokser min trang til at stoppe med at ryge for hvert sekund der går, og fylder det hele til sidst.

Jeg beslutter mig for at holde op med at ryge, efter jeg har hørt de andres breve. Jeg går hjem og ryger en kæmpestor joint, og har en fornemmelse af, at det er den sidste joint jeg kommer til at ryge. Jeg spiser risengrød med vaniljesukker til kl. 4 om morgenen. Og jeg har besluttet mig. Det føles anderledes end før. Jeg tænker på brevene. Næste dag siger jeg ikke til nogen, hvad jeg har besluttet. Jeg plejer altid at fortælle alle mulige om alle mine gode planer, og så trække det hele i land igen. ”Det skal nok gå”, tænker jeg.

Dagen går okay. Natten er umulig. Jeg ligger i min seng og stirrer op i loftet. Jeg har ikke lyst til at give op. Det er bare svært. Jeg sætter vildt høj musik på og rydder op i hele lejligheden. Jeg kan mærke et drive. Min bror ringer, vil gerne have, at jeg kører hjem til vores pusher og køber stort ind. ”Jeg har en masse tjald i min skuffe du kan få”, siger jeg.

”Er du stoppet?”, siger han. ”Ja”. ”Nice!”, siger han. ”Det er din tur næste gang,”, siger jeg.

Om aftenen spiller vi kort i vores forældres kælder sammen med nogle venner. De andre ryger, jeg sidder og drikker noget vin. ”Jeg kører ind og henter noget”, siger jeg, da de løber tør. Det er, som om intet er ændret. Jeg hviler i det. Jeg kører ind og køber, tager tilbage og giver det til dem, tager hjem, og sover lidt bedre i nat.

Dagen efter tager jeg hjem til mine forældre. I stedet for at sidde og ryge i kælderen spiller jeg skak med min far. Dagen efter det laver jeg musik. Jeg kan rydde op eller lave musik, jeg kan ikke ryge en joint. Jeg sætter mig ned i kælderen hos mine forældre. Ryger ikke. Spiller klaver. Ligger på gulvet, og føler mig fri