Nu klipper vi dig korthåret

Men jeg undlader at tale om mit kropsubehag. Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det alligevel. Jeg ved, at mit forbrug har meget med det at gøre, men jeg vil helst benægte det.

Min historie med hash og alkohol starter lige efter jeg er fyldt 13 år. Jeg er flyttet hjem til min far, som bor på Øen. Jeg er egentlig vokset op i byen, så det er lidt et kulturchok. Jeg har ikke set min far i mange år. Jeg vil gerne lære ham at kende. Jeg kan kun huske gode ting om ham. Min mor vil ikke have at jeg skal flytte, men jeg ender med at få min vilje. Min far har en forlovet. Hun har to ældre børn, de kommer fra den anden ende af landet. Jeg vil gerne lære dem at kende, have et fællesskab med dem. Men min far og hans forlovede skændes meget, kaster med tallerkener og råber ad hinanden.

En dag flytter de ud. Jeg må ikke snakke med de to børn længere. Vi ser hinanden i skolen, siger ikke noget til hinanden. Nu er det bare mig og min far.

Min far er der ikke rigtigt. Jeg laver selv min aftensmad og passer mig selv. Når jeg kommer hjem fra fest midt om natten, tilbyder han mig at ryge joints med ham. Så hygger vi lidt med det, og jeg synes han er en sej far. Det synes mine venner også. Han har hamp-planter i sit vindue. Jeg sælger hash til de yngre elever og hænger ud med efterskole-eleverne i byen. Vi ryger joints og kører på knallert. Jeg føler et fællesskab, begynder at få nogle gode venner. Jeg går i byen når jeg har lyst. Jeg tager til byen på Øen og hænger ud med nogle ældre drenge. Efter min fars forlovede er flyttet, har jeg ikke lyst til at bo hos ham mere. Han vil gerne have at jeg bliver, mest for pengenes skyld, tror jeg. Jeg rejser alligevel. Min far er ikke som jeg huskede ham.

Jeg starter i 10. klasse på en efterskole langt fra Øen. Jeg får nye venner, har det godt i de nye omgivelser. Men jeg bliver hurtigt kendt som den, der har hash og øl til rådighed. En aften bliver jeg taget i at ryge hash på skolen. Det ender med, at jeg må rejse.

Jeg flytter hjem til min mor igen, og starter på en skole, hvor vi arbejder på at hjælpe udsatte unge i 3. verdens lande. Jeg tager til Palæstina, lærer sproget og historien om konflikten mellem Israel og Palæstina og oplever, hvordan det er dernede nu. Jeg ser nogle fantastiske venskaber opstå. Vi bruger tiden i Danmark på at holde foredrag og samle penge ind, vi holder fester og ferniseringer. Jeg brænder virkelig for det. Jeg begynder at klæde mig lidt mere drenget. Selvom jeg er glad for min skole, er mit forbrug af hash og alkohol ude af kontrol. Jeg bliver nødt til at gøre noget ved det.

Jeg kender U-turn i forvejen. Jeg har allerede snakket med en vejleder derfra, som er på min skole. Da Jeg træder ind ad døren, bliver jeg mødt med en venlighed, som jeg ikke har oplevet andre steder. De andre steder jeg har været i behandling, har det været meget fagligt og stift. Her er det meget afslappet, og jeg kan tale om alle mulige ting, ikke kun mit forbrug. Jeg bliver behandlet i øjenhøjde her. Når jeg går fra min behandling i U-turn føler jeg mig lettet og afslappet. Jeg føler mig anerkendt. Min behandler er også min rådgiver og mentor. Jeg kan mærke at hun går op i hvem jeg er. Vi kan også bare være to mennesker, der sidder og snakker. Derfor bliver jeg ved med at komme tilbage.

Jeg vil gerne cykle igen. Jeg har ikke cyklet i mange år. ”Ved du hvad”, siger min behandler, ”vi cykler og snakker”. Jeg er vildt nervøs for at cykle i København. ”Bare rolig”, siger hun, ”Vi tager de små veje, det skal nok gå.” Hun stiller en cykel til rådighed, og vi cykler ud til Bella Sky. Vi går en lang tur ude på Fælleden og det er ret fantastisk.

Et par uger efter har jeg fået min egen cykel og begynder at cykle rundt i København.

Jeg har mareridt om min far, om tiden på Øen. Om ting der er sket og om ting der kunne ske. Jeg ved ikke hvorfor det går galt. Jeg ved at der er ting om mig selv, min krop, jeg ikke har lyst til at forholde mig til. Der er ting, jeg tænker på en milliard gange om dagen. Jeg kan ikke forholde mig til mig selv, jeg ved ikke hvordan jeg skal se ud. Mine tanker fylder for meget.

Nu ryger jeg når jeg er alene. Jeg er i tvivl om, hvem jeg er. Jeg siger til mig selv, at det bare er fordi jeg er ung.

Mig og min behandler lægger en handlingsplan sammen. Vi diskuterer hvordan min afvænning fra alkohol skal forløbe. Jeg har frie tøjler til at gøre hvad jeg vil, men jeg vil gerne have hjælp til at lægge den plan. Jeg kan være ærlig med hende. Men jeg underlad at tale om mit kropsubehag. Jeg har ikke

tænkt mig at gøre noget ved det alligevel. Jeg ved, at mit forbrug har meget med det at gøre, men jeg vil helst benægte det.

En aften i marts ryger jeg hjemme hos en ven. Der sker noget, som ikke plejer at ske. Jeg får det fysisk dårligt. Jeg har vænnet mig til den sociale angst, der følger med at være i en hashtåge hver dag, men jeg har aldrig mærket hashen på den måde før. Jeg vil hjem, kommer ud i den iskolde luft, bliver svimmel og paranoid og løber bare, løber for mit liv, ender på stationen og alt går i sort. På en eller anden måde kommer jeg hjem, lander halvt i min seng. Min mor sover heldigvis.

Jeg vågner og skal til Jylland og holde foredrag om Palæstina. Men jeg har det så dårligt, at jeg ikke tager afsted. I stedet tager jeg ind til U-turn. Jeg fortæller min behandler om aftenen før, hvor bange jeg er. Hun siger, at det lyder som om jeg har haft psykotiske symptomer. De næste hundrede dage ryger jeg ikke.

Det er virkelig mærkeligt at være klar i hovedet. Jeg kan ikke sove, men jeg spiser igen.

Jeg begynder at drikke rigtig meget. Tanker om min far og Øen plager mig, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan mærke det nu. Jeg holder mine mareridt og flashbacks nede med alkohol. Jeg vågner om natten, kan ikke trække vejret. Mit hjerte banker for hurtigt. Jeg banker mit hoved ind i væggen, kan ikke få tankerne til at stoppe. Jeg drikker af flasken, som står ved siden af min seng. Jeg kommer ikke i skole.

Mine drømme eskalerer, ender i sindssygt voldelige scener, mig der skyder hovedet af min far, min far der slår sin forlovede. I en drøm er jeg ved at sætte mig ind i hans bil, men inden jeg har sat mig ind, træder han speederen i bund og efterlader mig på vejen, mens jeg er ved at dø. Jeg får flashbacks om små detaljer, at min fars forlovede glemte at dække op til mig ved middagsbordet. Hunden, der døde, fordi min far ikke kan passe på noget.

Mig og min behandler taler meget om mine mareridt. Vi snakker om et bestemt mareridt jeg har haft. Min behandler spørger mig, om jeg vil prøve en traumebehandling. Det vil jeg gerne. Jeg skal lukke øjnene og lytte til hendes stemme. På et tidspunkt skal jeg åbne øjnene. Jeg skal holde blikket på min behandlers finger, der kører fra side til side foran mit ansigt, imens hun snakker videre om mit mareridt. Hun stopper, og jeg lukker øjnene igen. På en eller anden måde knækker det mig. Jeg bryder ud i gråd. Jeg kan mærke nogle kanaler åbne, mærker nogle følelser jeg ikke har registreret før.

Jeg har mistet nogle venskaber. Både fordi jeg har røget så meget hash, og fordi jeg er holdt op med det. Ensomheden begynder at snige sig ind. Jeg flytter hjemmefra, prøver at holde mig ædru. Det føles ikke så nyt at skulle klare sig selv.

Andre minder dukker op, mens jeg er alene, fri. Minder, der rækker langt tilbage. Der er billeder i min erindring af mig selv, tre-fire år gammel. Jeg er lige kommet hjem fra børnehave, og jeg græder og græder, vil ikke sige noget. Mine forældre er lige blevet skilt, og jeg er hjemme hos min far. Jeg vil ikke fortælle ham, hvad der er galt. Han prøver at trøste mig. Da jeg bliver lagt i seng, græder jeg for mig selv. Jeg ligger og håber på, at jeg kan vågne op i morgen og være en dreng. Igennem hele min barndom har de tanker været der, sorgen over ikke at være en dreng. Dengang vidste jeg ikke, hvad

det betød at være transkønnet. Jeg skubber det væk, vil ikke have noget med det at gøre. Tanken om at være en dreng dukker op hver dag alligevel.

Jeg har prøvet at klippe mig korthåret, men det rammer mig virkelig hårdt, når nogen siger, at jeg ligner en dreng. Det er ligesom at blive outet. Det er sommer. Jeg har drukket lidt for meget i lang tid. Mine søskende klarer sig godt. Jeg har ikke lyst til at kæmpe mere. En aften tager jeg en masse panodiler, drikker mig virkelig fuld. Vågner op på Hvidovre Hospital. Min mor står og græder ved siden af mig. Jeg har det elendigt, tænker på hvor egoistisk det er. Men jeg kan ikke finde løsningen.

Mit forbrug er blevet en afhængighed. Jeg ryster og sveder, når jeg ikke drikker. Jeg sygemelder mig fra skolen. Drikker alene, er fuld stort set hele tiden. En morgen banker jeg på min søsters dør, og min lille niece åbner. Jeg er fuld, og min søster smider mig ud. Hjem igen, kaster op i min opgang. Mange dage går på den måde, væk fra mig selv.

Jeg kan ikke se vejen frem. Jeg prøver at genskabe noget kontakt med min far, men det kan jeg ikke. Jeg prøver at forholde mig til mit kønsubehag, men det kan jeg ikke. Jeg pakker det ind, at jeg tænker på selvmord, når jeg taler med min behandler. Men jeg kommer mere i U-turn, end jeg plejer. Jeg kan altid komme.

En aften forsøger jeg igen at tage mit eget liv. Jeg skriver til min behandler, at jeg har gjort noget, jeg ikke skulle have gjort. Jeg skriver til hende, fordi jeg for et par timer siden har været i U-turn og snakke med hende om, at jeg har selvmordstanker. Jeg har fuld tillid til hende. Jeg ved at hun tør at være der for mig. Hun ved alt om mig. Jeg har ikke lyst til at skrive til min mor, jeg vil gerne beskytte hende fra den her situation. Jeg har ikke låst døren. Min behandler kommer og finder mig. Hun har prøvet at skrive til mig, ringe til mig i de timer der er gået, men jeg har ikke svaret hende. Jeg vågner ved at en falck-redder banker mig i brystet. Det eneste jeg tænker er, at jeg er ked af at vågne op, ked af at være i min krop.

Hospitalet vil ikke udskrive mig, så længe jeg har det sådan. Det ender med, at jeg flytter ind hos min søster, for jeg skal ikke være alene. Vi sidder i hendes stue, hendes to børn leger ved siden af.

”Nu klipper vi dig korthåret”. Jeg kigger på hende. Jeg får en følelse af lykke, begynder at græde.

”Jeg vil gerne”, siger jeg.

Hun klipper mit hår. Efter det begynder jeg at klæde mig mere maskulint, at læne mig lidt ind i den rolle. Men jeg er ikke ude endnu.

Efter 8 måneders sygemelding går jeg til eksamen. Min underviser har kæmpet min sag, så jeg får lov. Jeg får 12 i alle mine eksaminer. Jeg bor stadig hos min søster, er ædru. Jeg begynder at se mig selv, når jeg kigger i spejlet. Men jeg har ikke lyst til at være transkønnet. Jeg er bange for at bryde ud af normen. Jeg har ikke lyst til at gå igennem noget af det. Men jeg ved, at det er det, der skal ske.

En gang imellem dukker der billeder op i mit hoved fra den aften, hvor jeg næsten døde. Blikket i min behandlers øjne. Jeg ville ikke have været her uden hende. Hun er en af de første, der får at vide, at jeg er transkønnet. Jeg ved, at jeg kan stole på hende. Det er en af de bedste dage i mit liv. Vi står ude

i gården. Jeg er meget nervøs, kæderyger. Efter noget tid får jeg det sagt. Hun ser lettet ud, glad. Hun tager utrolig godt imod det, og vi snakker om, hvordan det hænger sammen med mit forbrug. Det er den sidste brik, der har manglet i behandlingen af mine problemer med alkohol. Efter et par samtaler mere, afslutter jeg min behandling i U-turn.

Jeg kan mærke, jeg er i en ny sindstilstand. Det er som om, jeg tager magten fra alkoholen ved ikke at slås med den mere. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil være lykkelig. Det er nu eller aldrig.

Jeg træder ind i en ny verden, starter på handelsskole. Nye sider af mig selv træder frem. Jeg bliver taget godt imod. Der er ikke nogen, der ser skævt til mig, selvom jeg skiller mig meget ud, både i mit udseende og i mine politiske holdninger. Selvom jeg går i skole i et miljø der er meget hetero-normativt og konservativt får jeg en masse venner og det bedste gennemsnit, da året er forbi. Det er rensende, mine egne fordomme bliver udfordret. Jeg kan se nogle nye nuancer.

Jeg tager en tur til Øen, ser nogle af de gamle steder fra dengang jeg boede der. Jeg kan mærke, at jeg er kommet langt med min egen identitet siden dengang. Jeg er mere dannet, mere voksen. Det er meget bekræftende. Vi går forbi en postkasse ved kommunen, som min ven engang tissede i. Det føles som om, det er sket i et andet liv.