Hvad kan man gøre, når man finder ud af, at ens barn ryger hash eller tager stoffer?

Her kan du få gode råd til at tackle den svære situation

Hvis du lige har fundet ud af, at dit barn har et forbrug af hash eller andre stoffer, er det naturligt at blive chokeret, vred og ked af det.

Hvordan kunne det ske? Hvor farligt er det her? Hvordan kommer det til at påvirke min søn eller datters fremtid? Hvad har jeg gjort galt? Hvad kan jeg gøre?

Det er en situation som mange forældre kommer til at stå i i løbet af deres børns teenageår.

Bevar roen

Det er svært at håndtere situationen, hvis det er følelserne, som har overtaget styringen. Tal eventuelt med U-turns rådgivning, hvis du har brug for at få et overblik over situationen og forsøg at komme af med de værste panikfølelser, inden du taler med dit barn.

Tal stille og roligt med din søn eller datter om din bekymring, men flyt fokus over på din søn eller datters trivsel og livssituation og spørg til, hvordan de har det og hvad der sker i deres liv for tiden. Om der er noget de er kede af, og om der er noget du kan gøre for at hjælpe dem.

Rigtig mange unge prøver at ryge hash i løbet af deres ungdomsliv, uden at det kommer til at give dem nævneværdige problemer, men unge som er tyngede af trivselsproblemer som mobning, ensomhed, skoleproblemer, usikkerhed, angst m.m. har en større risiko for, at brugen af rusmidler udvikler sig til et problem.

Det er naturligt at have lyst til at fremhæve, at man på ingen måde kan acceptere forbruget af rusmidler, men det er vigtigt at gøre dette på en stille og rolig måde, så det ikke kommer til at lukke af for en videre dialog. Oftest ved de unge godt, hvad deres forældres holdninger er til brug af hash og stoffer.

Brug den hjælp der er

Muligheden for dialog med en voksen om livet, venner, fester, stoffer m.m. er afgørende for, at teenagere kan finde ud af, hvordan de selv kan håndtere de udfordringer som let opstår i venskabsgrupper med brug af rusmidler, og hvilke strategier de kan udvikle for at lykkes med dette.

Hvis dialogen med tiden åbner op for, at forbruget af rusmidler er vokset din søn eller datter over hovedet, er der mulighed for, at I sammen, eller hver for sig kan komme ind til anonyme samtaler i U-turns rådgivning.

Ofte er unge ikke helt enige i behovet for dette og her kan det være en god idé selv at komme ind i rådgivningen. Her kan du vendt dine tanker med en rådgiver og få nogle råd med på vejen. Herudover er der også mulighed for at komme i forældregruppe og til temaaften og mødes med nogle af de mange andre forældre, som er i samme situation som dig.