Daggruppens unge får eksamensbeviser

U-turns daggruppe holdt d. 23. juni dimission for de unge, der har gennemført deres 9. klasses eksamen.

Efter hårdt arbejde og lange eksaminer kunne unge fra daggruppen endelig tage imod deres eksamensbeviser og klapsalver fra forældre og daggruppens medarbejdere.

Det er svært at beskrive følelsen. Jeg er ret stolt af mig selv. Det er stort og dejligt at være færdig

Sådan siger Janni på 16, der tager både eksamensbevis, roser og rosende ord fra undervisere og behandlere med sig.

”Daggruppen har betydet meget for mig. Det har været min hverdag,” siger Janni, der var igennem tre skoler før hun kom til daggruppen.

Dimissionen startede med drejende kebab, som de unge selv kunne skære fra. Derefter holdt Ulf Brandt, en af daggruppens to undervisere og Hossein Habibian, der er behandler i daggruppen, tale for de unge og deres forældre.

 "Det er en rigtig fed oplevelse både for os og dem. De har kæmpet i rigtig lang tid og rigtig hårdt, og nu får de så gevinsten af alt det hårde arbejde. Nu kan vi sætte dem fri, ikke at de er færdige i uddannelsessystemet, men de er på vej," siger Bo Engelgaar, der er behandler i daggruppen.

Mærkeligt at være færdig

Daggruppens unge kommer fra mange forskellige skoleforhold, nogle kommer direkte fra andre skoler, mens andre har holdt pause fra uddannelsessystemet. I daggruppen kombineres rusmiddel-behandling med skole, og det er et mål for de unge at reducere deres forbrug af rusmidler.

”Daggruppen har givet dem det rum, de havde brug for. Mange af dem har ikke gået i skole i lang tid, og det kan være svært at komme ind i den struktur igen, hvor man skal møde tidligt og har forpligtelser. Det her er et rigtig godt sted at komme ind og langsomt komme ind i den struktur igen,” siger Bo Engelgaar.

De unge har været i daggruppen fra klokken 9 til 15 fire dage om ugen, hvor de har haft undervisning, gruppesamtaler og fysisk træning - mange timers hårdt arbejde, der nu, for flere af dem, er forseglet med et eksamensbevis.

"Jeg er rigtig glad for, at jeg startede her, fordi hvis jeg ikke var startet her, så havde jeg ikke gået i skole overhovedet, så var jeg bare droppet ud," siger Marie på 15.

Men det er mærkeligt at være færdig i daggruppen

Siger Marie, både hun og Janni skal starte i 10. klasse efter sommerferien, når de er kommet sig over dette års eksaminer.

”Vi synes det er rigtig godt gået af de unge. Men vi kommer også til at savne dem, for vi har været igennem rigtig meget sammen,” siger Bo Engelgaar.

SOFintra 27.06.2016